Åbne prøver - Trio Lerato

28.-30. juli

  • 3 Trio Lerato Web

Bornholms Musikfestival løber i perioden 24. juli - 24. august 2017 af stablen for 49. gang, med en række klassiske koncerter på internationalt niveau. I den forbindelse kan du opleve ensemblerne Trio Lerato og Nordic String Quartet i åbne prøver på Bornholms Kunstmuseum.

De åbne prøver med Trio Lerato finder sted fredag d. 28. juli kl. 13:30-16:30 og lørdag-søndag d. 29. og 30. juli kl. 11:00-15:00. Koncerten finder sted i Aa Kirke mandag d. 31. juli kl. 20.00.

Som et særligt tilbud kan du erhverve en samlet billet, som dækker alle tre prøvedage og koncerten. Billetten koster kr. 200.- og kan købes på Bornholms Kunstmuseum.

 

Koncertprogram

Niels W. Gade (1817-1890): Trio i F-dur op. 42 (1863)
Allegro animato
Allegro molto vivace
Andantino
Finale, Allegro con fuoco

 

F. Mendelssohn Bartholdy (1809-1847): Trio i d-mol op. 49 (1839)

Molto allegro agitato
Andante con moto tranquillo
Scherzo, Leggero e vivace
Finale, Allegro assai appassionato

 

L. van Beethoven (1770-1827): Trio i Es-dur op. 70, no. 2 (1808)

Poco sostenuto - Allegro ma non troppo
Allegretto
Allegretto ma non troppo
Finale, Allegro

 

Trio Lerato 

Den helt unge klavertrio Trio Lerato blev i  2016 optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse for ensembler under professor Tim Frederiksen. De er i starten af deres karriere og spiller med en entusiasme der kommer af, at man hele tiden opdager nye ting i musikken – og i det at spille.

Trio Lerato skriver:

Der er skrevet helt fantastisk musik for denne besætning, men udover at udforske repertoiret er vi optaget af at arbejde med kropssprog, lytteevne, klangefterligning og musikforståelse.

En af de vigtigste erkendelser, vi har gjort, siden vi begyndte at spille sammen i oktober 2016, er, at man skal sidde rigtigt. Det kan lyde banalt, men da vi i vinters spillede to koncerter med samme repertoire på samme scene og med én dags mellemrum, gjorde opstillingen en kæmpe forskel. Vores oplevelse er, at når man kan mærke hinandens nærvær gennem bevægelse og åndedræt, bliver det muligt at skabe den klanglige og musikalske sammensmeltning, som vi forbinder med god kammermusik.

Tim Frederiksen

Tim Frederiksen blev ansat som professor i bratsch og kammermusik ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1996. Her har han undervist en række ensembler, der ikke alene har spillet en stor rolle i dansk kammermusikliv, men også har vist sig internationalt bæredygtige i konkurrencer og koncertserier, bl.a. Trio Ondine, Den Danske Strygekvartet og Nightingale String Quartet. I 2010 blev han kåret som Årets Talentudvikler af Talent-DK.

Tim Frederiksen er efterspurgt som dommer i internationale konkurrencer. Han har skrevet artikler om violin og bratsch til Gads Musikleksikon. På DKDM er han desuden faggruppeleder og prorektor.

Som solist har Tim Frederiksen optrådt med de fleste danske orkestre. Som primarius i Den Danske Kvartet (1986-1996) har han rejst over hele Europa. Han er medstifter af Trio Soleil med Elisabeth Westenholz og Niels Thomsen.

 

Aa Kirke

Aa Kirke har fra gammel tid været betragtet som Bornholms hovedkirke. Den er bygget i 1100-tallet og var direkte tilknyttet domkapitlet i Lund, indtil Skåne gik tabt for Danmark i 1658.

Byggematerialet er grønsandsten i to nuancer, en lys og en mørk, hentet fra egnen omkring Aakirkeby. En del af skibet er dog udført af den grå bornholmske silurkalksten. Kirkens kor har smukt tilhugne rundbuefriser på gesimserne og ved den meget høje og brede korbue. Kirkens karakteristiske tårn er efter al sandsynlighed af forholdsvis tidlig dato. Dets tagkonstruktion har nogen lighed med Manteltårnet på Hammershus og tilskrives derfor Lübeckerne. Våbenhuset med den kuppelagtige hvælving regnes blandt de ældste af sin art. Våbenhuse var i det hele taget sjældne i romansk tid. I gavlen bemærkes særligt de to vinduer med tvillingebuerne, båret af små søjler med elegant udformede sandstenskapitæler.

Aa Kirkes inventar er usædvanlig smukt. Døbefonten er hugget i sandsten i sidste halvdel af 1100-tallet af den gotlandske stenmester Sighraf. På fontens sider er der elleve felter med relieffer, der skildrer begivenheder i Kristi liv, og i kløverbladsbuerne over felterne er der med runer givet forklaring på billederne. Altertavle og prædikestol er udført af den skånske billedskærer Jakob Kremberg. Der er tale om snitværker i højrenæssancestil. Altertavlen er en såkaldt katekismustavle med nadverordene som indskrift på dansk og latin, efter god luthersk skik. I topfeltet ses i øvrigt Lund domkapitels våbenmærke, Skt. Laurentius med risten, og årstallet 1600.

 

Se også de åbne prøver med Nordic String Quartet!

BESØG