Ensemble Tirams forestilling Sammenfald

17. til 21. september

  • Ensemble Tiram 1

Vær med når performance-gruppen Ensemble Tiram igennem fortælling, musik og dans og i løbet af ugen improviserer sig frem imod det, der til sidst bliver en færdig forestilling inden for deres helt egen genre: Musikalsk Fortællende Danseteater.

Bag ethvert kunstnerisk produkt ligger der et stort arbejde, hvor der improviseres, afprøves, reflekteres og evalueres. Normalt foregår denne proces bag lukkede døre. I Kulturugen smækkes dørene op på vid gab og over 4 dage vil publikum kunne følge udviklingen i den kreative skabelsesproces. På 5. dagen opføres forestillingen som et sammendrag af de elementer, som gruppen i løbet af ugen får arbejdet sig frem til.

Udgangspunktet er tanker omkring den menneskelige moral, tænkt af filosoffen Immanuel Kant, som levede i 1700-tallet. Disse tanker er i vore dage stadig aktuelle set i lyset af de omvæltninger, som finder sted i denne tid. Herhjemme såvel som globalt.

For eksempel:
"Af så kroget et træ, som mennesket er gjort af, kan intet lige skæres"
"I magtens væsen ligger også misbruget af den"
"Juridisk er man skyldig, hvis man overtræder andres rettigheder. Etisk er man skyldig, hvis man bare tænker på det"
"Gør det rette om så verden går under"

Ensemble Tiram består af fortæller og danser Marit Boe Nielsen + musiker og komponist June Beltoft.
Til lejligheden er solodanseren Marylise Tanvet (Frankrig/Antillerne) med som gæsteartist.

 

Her er tidsplanen for vores working process under Kulturugen:

Tirsdag den 17. til fredag den 20. september kl. 10.00-12.00 og  kl. 13.00-15.00
Forestilling lørdag den 21. september kl. 15.00

BESØG