Koncert med Harperne

Torsdag d. 25. maj kl. 14:00

  • Vokalgruppen Harperne

I forbindelse med Team Bornholms korfestival 2017 giver Vokalgruppen Harperne (DK) koncert på Bornholms Kunstmuseum torsdag d. 25. maj kl. 14:00. Koncerten er gratis for museets gæster.

Se programmet her!

Vokalgruppen Harperne, med dirigent Allan Dahl Hansen i spidsen, har hjemme i Aarhus. Koret blev stiftet i 1992 og har således 25-års jubilæum i år.

Koret skriver:

Vi er en lille flok kvinder i vores bedste alder, som er lige så frække, fyrige og friske, som det tvetydige navn, harpe, antyder. Vi er både til klassiske og rytmiske toner - og det swinger, uanset om der står Johann Sebastian Bach eller Stevie Wonder på nodepapiret.

Harperne giver koncerter i blandt andet kirker, ved forskellige events i Aarhus, i Musikhuset Aarhus og på byens caféer. Sidst var koret medvirkende ved det gigantiske åbningsarrangement af Europæisk Kulturhovedstad 2017 i Aarhus.

Vokalgruppen Harperne har også gennem flere år medvirket ved koncerter i udlandet i blandt andet Goslar i Harzen og i Wien.

Allan Dahl Hansen har været dirigent i Harperne i 10 år og har således også et jubilæum at fejre i år. Han er særdeles velkendt i det danske musikliv og er engageret ved blandt andet Aarhus Teater og Den Jyske Opera samt som akkompagnatør for blandt andre Dario Campeotto og Jesper Lundgaard. Han turnerer i øjeblikket Danmark rundt med trekløveret i Operakompagniet Figaros, der opfører ”Mestersangerne på Møllegaarden”, en operaforestilling krydret med musik og komik.

BESØG