Mission, vision, strategi

Museets mission

Museets formål samt ansvars- eller virkeområde er fastlagt i henhold til museets vedtægter samt Museumslovens formål og principper (LBK nr. 358 af 8. april 2013 og BEK nr. 461 af 25. april 2014.

 I museets vedtægter er formål og ansvarsområde defineret som:

 ”Bornholms Kunstmuseums ansvarsområde er historisk Bornholms kunst og kunsthåndværk i videste betydning og samtidsmæssigt kunst med relation til begrebet lys i et globalt perspektiv.

Museet skal gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling der finder sted inden for den geografiske, tids- og emnemæssige afgrænsning af museets ansvarsområde, belyse tilstande og forandringer inden for den bornholmske kunsthistorie.

I forhold til samtidskunsten har museet ingen geografisk afgrænsning, mens den samlings- og emnemæssige afgrænsning udgøres af den tematiske tilgang til begrebet lys.

Museet skal opretholde repræsentative samlinger inden for det historiske ansvarsområde og gøre samlingerne tilgængelige for offentligheden og stille dem til rådighed for forskningen samt udbrede kendskabet til resultaterne af såvel museets egen forskning som anden forskning baseret på museets samlinger.”

Gennem varetagelse af museets kerneopgaver skal museet styrke og udvide kendskabet til og oplevelsen af den bornholmske kunst og kunsthåndværk i både national og international sammenhæng.  

Museets vision

Bornholms Kunstmuseum skal både i de arkitektoniske rammer og indholdsmæssigt være blandt de betydeligste museer i Danmark.

Bornholms Kunstmuseum skal overfor publikum fremstå som et moderne, udadvendt og aktivt museum.

Museets indsamling og udstillinger skal afspejle høj kvalitet og tilbyde mulighed for både den æstetiske fordybelse og erkendelse af ny viden.

Museet skal både gennem udstillinger og tilstødende andre kulturelle begivenheder styrke formidlingen og markedsføringen af museet med henblik på at fastholde det eksisterende publikum samt tiltrække nye målgrupper.

Museet skal være en personalemæssigt og økonomisk veldrevet institution.

Museets strategi

For at imødekomme et moderne publikums forventninger til oplevelse og storytelling samt den stigende konkurrencesituation indenfor oplevelsesøkonomien, planlægger museet at udvide og udvikle formidlingen af såvel de eksisterende samlinger som nye værkformer gennem et fysisk og højteknologisk nybyggeri der primært vil rumme plads for nye oplevelses- og erkendelsesmuligheder indenfor lyset som begreb.

Museet vil udvikle specifikke retningslinjer og strategier for indsamling, forskning og formidling.

I forhold til en fortsat udvikling samt varetagelse af museets kerneopgaver vil museet derfor i de kommende år specielt prioritere:

 ‪ • Udvikling og gennemførelse af udvidelsesprojektet ”Museum for lys”.

‪ • Gennemførelse af en forskningsbaseret IT- registrering og publicering af samlingerne.

‪ • Større tilgængelighed og publikum gennem forøget synlighed og opsøgning af nye målgrupper.