Generøs bevilling fra Nordea-fonden

Nordea-fonden støtter det nye museumscenter med 22 mio. kr.

  • Museumscenter

Med en massiv støtte på 22 mio. fra Nordea-fonden er Bornholms Museum og Bornholms Kunstmuseum nu meget tæt på at få virkeliggjort drømmen om at skabe et fælles museumscenter på Bornholm. Centeret bliver skabt ved at udvide det eksisterende kunstmuseum i Rø og samtidig invitere Bornholms Museum, som er øens kulturhistoriske museum, ind på den samme adresse.

Og julen kommer tidligt til Bornholm i år. Nordea-fonden har netop valgt at støtte planen om et nyt museumscenter, som forventes at åbne i 2019. Fondens støtte er øremærket tre tiltag:

1) Udvikling af nye kulturhistoriske udstillinger.

2) Etablering af en ny afdeling for lys på kunstmuseet.

3) Etablering af et helt nyt 600 m2 fællesareal, der under navnet MUSEUM+ kommer til at virke som fælles formidlingsrum, forsamlingshus og debatrum.

” Museumscentret vil udvikle kunstens og kulturens kraft på Bornholm og skabe nye rum for aktiviteter og fællesskaber. Det er en indlysende god idé at arbejde på tværs af museerne for at styrke den bornholmske fortælling som en vigtig del af den nationale fortælling, ” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Sætter samlinger i spil

Museumscenteret forventer gennem det stærke samarbejde mellem kunst og kulturhistorie, fælles drift af bygninger og en stærk basis i landets største museumsforening, der tæller mere end 5000 medlemmer at skabe en bæredygtig og relevant kulturinstitution af international klasse.

” Vi glæder os meget til at tage livtag med vores ambitiøse plan. Vi vil skabe en gedigen bornholmsk oplevelse, der gennem egne samlinger og det bedste fra bl.a. Nationalmuseet giver gæsterne en stor sanselig oplevelse af de særlige vilkår, der knytter sig til livet på en ø. En ø omgivet af meget forskellige kulturer midt i Nordeuropas middelhav. Ingen periode i Bornholms historie ligner resten af Danmarks, og derfor kan og skal vi også skabe en tilsvarende anderledes oplevelse hos vores gæster. ”  Siger museumsdirektør Jacob Bjerring-Hansen

” Vi ønsker samtidig at museumscenteret skal være ramme for og initiativtager til en langsigtet diskussion af øens fremtid, ikke mindst blandt øens børn og unge. Det er en diskussion, der i høj grad har almen dansk interesse. På den måde bliver vi forhåbentlig et varmt og inspirerende mødested for nuværende og kommende generationer af bornholmerne. ” Siger formand for Bornholms Museumsforening, Christina Dideriksen.

Med støtten fra Nordea-fonden fortsætter arbejdet for fuld tryk – dels med at tilvejebringe de sidste midler til projektet, dels at få den sidste myndighedsgodkendelse på plads. Derefter skal vi indhente tilbud på byggeriet og til sidst etablere bygningen og løfte indhold og formidling. Det samlede projekt forventes færdigt 2019.

 

For yderligere informationer om bevillingen, kontakt en af følgende:

Museumsdirektør Bornholms Museum, Jacob Bjerring-Hansen, tlf. 2560 1164 jbh@bornholmsmuseum.dk

Museumsdirektør Bornholms Kunstmuseum Lars Kærulf Møller: Tlf. 5130 4386 

Kommunikationschef Nordea-fonden, Tine Wickers, tlf. 4070 3784