Erik Thommesen - Værkstedssamtaler

Værkstedssamtale mellem Erik Thommesen og idé-historiker Lars Morell

Erik var i årene 1943 – 48 bosat på Bornholm, hvor både han og hans kone væveren Anna var ansat hos Herbert von Garvens på Abildgård.

Erik var en af de centrale skikkelser i den abstrakte ekspressionisme og udstillede allerede i 1941 sammen med bl.a. Asger Jorn, Ejler Bille og Carl – Henning Pedersen, men selvom han var med i inderkredsen og også var knyttet til Cobra-bevægelsen, følte han sig aldrig selv som en del af en gruppen fordi hans kunst var så anderledes og fordi han havde andre mål med sit kunstneriske udtryk.

På Bornholm stiftede man bekendtskab med hans kunst i 1944, da han udstillede sammen med Eli Rasmussen på Dams Hotel i Rønne og i dag kan man se flere af hans værker på Bornholms Kunstmuseum, ligesom han er repræsenteret på en lang række betydelige kunstmuseer både herhjemme og i udlandet. Det brede kendskab til hans omfattende værk kunne man erhverve da museet i 2001 i samarbejde med Holstebro Kunstmuseum og Kunsthallen Brandts Klædefabrik arrangerede en stor retrospektiv udstilling af hans værk.

Ud over det kunstneriske virke var Erik i tiden på Bornholm aktiv deltager i modstandsbevægelsen og havde i den sammenhæng et tæt samarbejde med Niels Lergaard. I årene 1946 – 48 var han distriktschef for Det Kommunistiske Parti på Bornholm, men allerede i 1949 meldte han sig dog ud af partiet i protest mod den sovjettro linie.