Land-Escape

Bornholms Kunstmuseum retter fokus mod den unge samtidskunst:
  
 
 
Kunstnerne på udstillingen LAND-ESCAPE er alle født eller opvokset på Bornholm i 1970erne. I Klemensker, Aakirkeby, Svaneke, Hasle, Nexø og Gudhjem. De har alle en professionel kunstnerisk uddannelse, og de har alle stor bevågenhed for både danske og udenlandske museer og udstillingssteder. I dag har de bosat sig udenfor øen – i storbyer som København og Glasgow – men vender på LAND-ESCAPE tilbage for at præsentere publikum for samtidskunst. 
 
 
De deltagende kunstnere er: Tilde Lerche Engstrøm (f. 1979), Emil Westman Hertz (f. 1978), Stefan Rotvit (f. 1975), Christian Finne (f. 1974) og Esben Nordahn Frederiksen (f. 1979).
 
”Det er interessant at få unge kunstnere til Bornholm, der arbejder med kunsten, dens problemstillinger og udtryksformer, her og nu. Vi glæder os meget til at præsentere publikum for noget helt nyt”, fortæller museumsinspektør og udstillingens planlægger, Julie Bilgrau.
Værkerne på LAND-ESCAPE er uforudsigelige. På én gang humoristiske og dybt seriøse. I tegninger, malerier, installationer og skulpturer bearbejder kunstnerne samfundskritiske emner og eksistentielle temaer som fremmedgørelse, isolation og ensomhed. Med rundhovedet dukker, farlige monstre, tatoveringer og dekorative mønstre i psykedeliske farver. Eller med genstande, der får kunsten til at ligne systematisk research af en kulturhistorisk karakter.
 
Selvom alle fem kunstnere kommer ud af en lang bornholmsk landskabstradition, ses der i udstillingen ingen klippemotiver, ingen kystbilleder eller gule huse med røde tage. Værkerne på LAND-ESCAPE synes at flygte fra den virkelige verden og det ydre landskab mod utopiske verdner og ubestemmelige steder mellem landskab og ikke-landskab. De flygter mod andre samfundsordner og andre måder at leve på. Værkerne på LAND-ESCAPE peger på åbninger mellem liv og død, mellem orden og kaos, mellem indsigt og meningsløshed. 
 
 

Udstillingen kører indtil d. 13. april, og museets åbningstider hedder:

Feb. og marts: Torsdag og fredag kl. 13-17 / lørdag og søndag kl. 10-17
April: Tirsdag - søndag kl. 10-17
Påsken: Alle dage kl. 10-17

 
Kataloget kan købes i museumsbutikken og snart i den nye webshop
 
 
 
 
Udstillingen er støttet af Kunstrådets Billedkunstudvalg