På Græsk!

14.01.2015

På Græsk! Ny særudstilling.

Søndag d. 18. januar 2015 åbner en ny særudstilling på Bornholms Kunstmuseum.

 

På Græsk – Billedhuggerne og antikken  1898 – 1962.

Udstillingen, der er tilrettelagt af dr. phil. Mikael Wivel for Thorvaldsens Museum og Bornholms Kunstmuseum, fortæller den hidtil ukendte og spændende historie om den antikke græske kunsts indflydelse på moderne dansk billedhuggerkunst.

Som næsten alt i den moderne danske kunst begynder historien på Bornholm, hvor Kristian Zahrtmann sammen med vennerne Niels Skovgaard, Ove Danneskiold-Samsøe (hvis mor var Zahrtmanns kusine Wanda) og Malthe Engelsted rejste til Grækenland i 1888. Zahrtmann brugte tiden til at tegne antikke vaser, som siden blev brugt som forlæg til Hjorths produktion, mens de andre var mere optaget af de antikke skulpturer, der kun to år før var blevet udgravet på Akropolis.

Zahrtmanns kopier inspirerede sikkert også Anne Marie Carl-Nielsen, der i 1903 kunne se, der var penge i kopierne og rejste til Grækenland for som billedhugger, at udføre kopier af de antikke skulpturer.

De nye visuelle udtryk, der kom hjem, var både en overraskelse og en åbenbaring for det danske kunstliv, der efterhånden var gået helt i stå i slipstrømmen og skyggen af Bertel Thorvaldsens skulpturer, der hyldede den antikke romerske fortid som noget ophøjet, nærmest i modsætning til det mere grove arkaiske udtryk. Det gav derfor afsæt for en hel generation, der turde tage opgøret med Thorvaldsen og som i de første årtier af det 20. århundrede skabte en modernistisk skulpturtradition i Danmark, helt parallelt til de malere, der i samme periode opsøgte Bornholm og Christiansø og her lagde grunden for det moderne maleri i Danmark.

Udstillingen åbnes søndag d. 18. januar kl. 15 af Museumsdirektør Stig Miss, Thorvaldsens Museum og dr. phil. Mikael Wivel.

Udstillingen vises på Bornholms Kunstmuseum fra d. 18. januar – 6. april.

I jan., – feb., - marts: Tors., - fre. 13 – 17. Lør., - søn. 10 – 17. Fra 1. april alle dage 10 – 17.

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Yderligere oplysninger: Lars Kærulf Møller tlf. 5648 43 86

 

 

 

Nyhedsarkiv og presse