Vi har fået et Henning Køie maleri af Mona og Fritz Kirchler

02.10.2013

Henning Køie: Havnen en vinteraften på Christiansø, ca 1976 -1979,

Mona og Fritz Kirchler fortæller:

Billedet er malet inden for perioden 1976 -1979. Der er desværre ingen af os, der kan huske præcist hvilken vinter, det var.

Vi overtog købmandshandelen, gæstgiveriet og kiosken på Christiansø 1. oktober 1975 og drev det indtil vi 1. april 1983 flyttede til Boderne.

Poul Hansen, vores forgænger, var købmand på Christiansø i 42 år, og havde nok ikke så meget lyst til at renovere lokalerne de seneste år af hans tid som købmand. Vi syntes i hvert tilfælde, at lokalerne trængte til en ansigtsløftning og gik derfor i gang og havde et projekt i gang hver vinter.

Den ”store stue”, et af restaurationslokalerne, havde paneler på den nederste del af væggene og felter med tapet højere oppe. Under renoveringsarbejdet viste det sig, at ét af felterne på et tidligere tidspunkt havde været et maleri. Derfor opstod ideen om igen at have et maleri på pladsen.

Fritz spurgte derfor Henning Køie, om han ikke ville lave et maleri til stuen. Alle turister kunne opleve, hvordan Christiansø var om sommeren, men kunne ikke forestille sig, at der også var liv på øen om vinteren. Derfor skulle motivet være havnen en vinteraften.

Hennings bemærkning var, at det ikke kunne lade sig gøre. Gennem flere måneder drøftede Henning og Fritz over adskillige elefantøl og snapse, om det overhovedet var muligt at male et aftenbillede.

En dag bad Henning Fritz om at komme med over til hans lille hus på Frederiksø. Oppe på loftet stod maleriet, hvor motivet var udsigten fra husets lille tagvindue. Henning havde lavet maleriet stående i et lille bitte loftsværelse, hvor det var helt umuligt at gå på afstand og se på maleriet – i sig selv en imponerende præstation.

Den, der har oplevet stemningen på havnen en sådan vinteraften, kan høre skibsmotorens tukken og mågernes skrigen.

I slutningen af halvfjerdserne var der fuld fart på fiskeriet. Bådene kom ind så fyldte, at det var lige før vandet kom ind over rælingen, og alt, hvad der kunne kravle og gå, var på havnen for at hjælpe med at rense fisk, så på den måde skildrer maleriet også et stykke historie.

Det blev det første af flere natbilleder, som Henning malede.

Da vi flyttede fra Christiansø i 1983 tog vi maleriet med. Øboerne fik Henning Køie til at male et med samme motiv, der kom til at hænge på Månen.

Vores maleri har fra 1983 til og med år 2000 hængt i restaurationslokalet på Strandhotel Boderne, så mange bornholmere har set det, når de har været til fest i Boderne.

Maleriet var mere eller mindre en ”gave” fra Henning til os, og derfor føler vi, at det ville have været forkert at sælge det. Vi er glade for, at det kan få en plads på Bornholms Kunstmuseum.

Henning Køie Spotbox
Nyhedsarkiv og presse