Vilhelm Kyhn og det danske landskab

26.11.2013

Åbning d. 30. november 2013

Pressemeddelelse

 

”Vilhelm Kyhn og det danske landskabsmaleri”

åbner på Bornholms Kunstmuseum d. 30. november 2013.

Udstillingen er tænkt til at skabe en bred debat om vores nationalfølelse ud fra kunstneren Vilhelm Kyhns værker, der – selvom de er 150 år gamle – stadig er helt aktuelle i dag, hvor spørgsmål om den danske identitet og selvforståelse ofte er til diskussion i medierne.

Kunstneren Kyhn

Vilhelm Kyhn (1819-1903) var en umådelig flittig maler, som i sin samtid ofte blev set som en outsider og gammeldags maler, der ikke rigtig fulgte tidens strømninger, men som alligevel fik stor indflydelse på yngre generationer af kunstnere. Han underviste blandt andre Anna Ancher på sin ”Tegneskole for kvinder” og påvirkede flere unge kunstnere med sin kritiske holdning til kunst. Kyhn malede især landskaber og naturstudier fra alle egne af Danmark. Hans debutbillede på Charlottenborg var ”Lyseklippen ved Rø” fra 1843, som straks blev købt af Den Kongelige Malerisamling, men som heldigvis har været deponeret på Bornholms Kunstmuseum i mange år og som naturligvis indgår i udstillingen, der skal vise, hvordan Kyhns billeder er blevet ikon for, hvordan vi danskere opfatter Danmark og den danske natur.

Selve udstillingen er den største præsentation af Vilhelm Kyhn siden 1919, og genplacerer ham som en af de helt centrale kunstnere i dansk kunstliv i 1800-tallet.

Ud i landskabet med mitLANDskab

Debatten om national identitet og Vilhelm Kyhns billeder skal ikke kun foregå inden døre på kunstmuseet, men bliver med formidlingsprojektet mitLANDskab taget med ud i den natur, som Kyhns billeder skildrer. Via apps kan man med sin mobiltelefon gå på jagt efter Kyhns motiver og opleve landskabet dengang og nu. Man kan også deltage i debatten om, hvad der definerer det danske landskab i dag og sende sine egne billeder til museerne. En særligt udviklet undervisnings-app skal flytte skolernes undervisning ud i naturen, mens man på digitale stationer på museerne kan fordybe sig i Kyhns tid og maleri, og på legende vis kan blive klogere på landskabsmaleriet.

Guldalderkunsten og den danske nationalfølelse sættes til debat med millionstøtte fra Nordea-fonden.

Nordea-fonden har støttet det storstilede udstillingsprojekt, som er skabt af Randers Kunstmuseum i samarbejde med tre andre kunstmuseer med et stort millionbeløb. Udstillingen er tidligere blevet vist på Randers Kunstmuseum og siden på Fuglsang Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum. Oprindeligt skulle udstillingsturneen have været afsluttet på HEART i Herning. HEART har imidlertid måttet afstå fra dette, hvilket har givet plads og mulighed for at udstillingen i stedet slutter, der hvor det hele begyndte for Kyhn, på Bornholm, og hvor man bare 100 meter fra museet kan genfinde nogle af Kyhns motiver.

Projektet er blevet realiseret med 3,21 mio. fra Nordea-fonden, som har villet medvirke til, at man gennem oplevelser med Kyhns kunst kan reflektere over sin egen nationalitetsfølelse og danske identitet. Nordea-fondens generøse bidrag betyder at det overhovedet har været muligt at realisere udstillingen med Vilhelm Kyhns værker og at det sker som et sammenhængende forsknings- og formidlingsprojekt, der kan brede budskabet om Kyhns landskabsmaleri ud til helt nye grupper i den danske befolkning.

Stor bogudgivelse i forbindelse med udstillingen

I forbindelse med udstillingen udgives den største forskningspublikation nogensinde om Vilhelm Kyhn.  Den store rigt illustrerede bog på 232 sider rummer spændende artikler af en række danske kunsthistorikere, der med hver sin særlige vinkel belyser særlige aspekter af Kyhns virke og af udviklingen i dansk kunst. Selvom bogen rummer masser af ny forskning, er den skrevet letlæst og de mere end 160 flotte illustrationer gør det til en oplagt julegaveide.

Fakta:

NORDEA-FONDEN

Nordea-fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Fonden støtter bl.a. formidlingsprojekter på Statens Museum for Kunst, Danmarks Borgcenter og Stevns Klint.

UDSTILLINGEN

Udstillingen om Vilhelm Kyhn og formidlingsprojektet mitLANDskab åbner på Bornholms Kunstmuseum lørdag d. 30. november 2013 og vises frem til d. 30. marts 2014.

Åbent tors. – fre. 13 – 17, lør. – søn. 10 – 17.   I juledagene 26. – 29.dec. alle dage 10 – 17.

Yderligere oplysninger hos

Museumsdirektør

Lars Kærulf Møller

Tlf. 56 48 43 86 eller e-mail: lkm@bornholms-kunstmuseum.dk

 

Nyhedsarkiv og presse