”Bornholmerskolen”

  • Weie

 Edvard Weie. Skovvej, Christiansø, morgen. Ca. 1915

 

I perioden omkring 1910-1930 er det  kunstnere som Karl Isakson (1878-1922), Edvard Weie (1879-1943), Oluf Høst (1884-1966), Olaf Rude (1886-1957),  Kræsten Iversen (1886-1955) og Niels Lergaard (1893-1982), der, for de flestes vedkommende om sommeren,  indtager scenen på Bornholm og Christiansø. Hermed etableres en såkaldt "Bornholmerskole", der ikke karakteriseres af en ensartet kunstnerisk linje, men snarere af et fællesskab bundet sammen af venskaber grundlagt på Kristian Zahrtmanns malerskole, hvor de fleste var elever sammen.

 
 
 
 
Bornholmermalerne kom til at præge hele det danske kunstliv ved, som de første i Danmark, at introducere de såkaldte moderne nye europæiske strømninger indenfor maleriet. De dyrkede især den nye franske kunst og dens eksperimenter med farve, abstraktion og kubisme.
 
Især mødet med Cézanne, Matisse og Picassos nyorientering i forhold til billedets virkemidler satte sine spor hos de danske kunstnere. Betragtningen af billedet som en selvstændig virkelighed, den koloristisk- og teknisk set frigjorte malemåde i en form for linjernes, fladernes og farvernes eget sprog og musikalitet, var de vigtigste nye træk, som de franske kunstnere introducerede.
 
 
Landskabet kom til at stå som et foretrukket motiv – det var et godt  afsæt for eksperimenter med farven. Med inkorporeringen af de nye moderne  træk i de danske maleres skildringer af det bornholmske landskab, skabes også en ny nordisk landskabstradition i maleriet, som har fået stor betydning i den senere kunst.