Niels Lergaard (1893-1982)

  • Niels Lergaard Beskåret
Niels Lergaard (1893-1982) slog sig ned på Bornholm i 1928, hvor han malede i en lidt anden stil end sine samtidige kolleger. Han er blevet kaldt for mørkemaler og det skyldes, at der ikke var øens  intense lys og farver, der primært interesserede ham, men mere motivets konstante egenskaber.  Efterhånden blev Lergaards malerier mere og mere abstrakte i formsproget uden at han dog på noget tidspunkt giver helt slip på naturindtrykket. Han forsøger i  modsætning til f.eks. Høst, der skildrer det umiddelbart oplevede og sansede stemningsbillede, at omsætte indtrykket af landskabet eller naturen til  nogle universelle former. Således koncentrerer han sig også i de fleste af sine værker om relativt få motiver, med udsigten over havet fra Gudhjem som et af de vigtigste.