Tonsvis af pixels

Bornholms museum på Google Art Project

Google Art Project er et unikt samarbejde, hvor verdens bedste museer gør deres kunst tilgængelig ved hjælp af Googles teknologi. Således kan vi  nu via internettet opleve en del af museets kunstværker i meget fin billedkvalitet. Der kommer løbende nye værker på, så fortvivl ej, hvis du ikke kan finde det værk du lige søger, det kommer nok snart.

Velkommen til en fantastisk mulighed for at nyde et udvalg af Bornholms Kunstmuseums værker, oprette egne virtuelle gallerier med favorit-værker fra hele verden, dele dine oplevelser eller anbefale dit yndlingsværk fra Bornholms Kunstmuseum på facebook. Prøv selv, klik på linket i højre side!

Googels Giga-pixel fotografer var her for at optage Kristian Zahrtmanns Det mystiske Bryllup i Pistoia, med gigapixel teknologi. Dette værk blev specielt udvalgt ved afstemning over facebook, til at blive museets bidrag til gigapixelværkerne på Googel Art Project. Derfor kan vi nu opleve det over nettet i en helt fantastisk høj opløsning, der giver mulighed for at zoome så dybt ind på billedet, at vi kan se hvert penselstrøg!Prøv selv, klik på linket i højre side!

 Google Streetview teamet har også været på besøg på Bornholms Kunstmuseum. Her lavede de optagelser indendøre i alle de smukke rum på museet. Derfor kan man nu gå et tur på Bornholms Kunstmuseum virtuelt og endda kombinere "gåturen" med et nærstudie af de malerier der hænger fremme og samtidig er på Google Art Project. Vi håber det kan fungere som en lækker aperitif, der stimulerer sulten efter et egentligt besøg på museet i vores fysiske virkelighed!Prøv selv, klik på linket i højre side!

Museumsdirektør Lars Kærulf Møller udtaler:

For Bornholms Kunstmuseum får den digitale formidling stadig større betydning og med Google Art Project tager vi endnu et skridt ind i en verden, hvor vi kan kommunikere vores samling til en stor målgruppe, der måske ikke lige nu har mulighed for at besøge museet fysisk, men som gennem denne smagsprøve får lyst til også at opleve værkerne i virkeligheden og i samspil med museets berømmede arkitektoniske rammer.

Vi er selvfølgelig også glade og stolte over at være det tredje kunstmuseum i Danmark og det første udenfor København, der nu kan præsentere et udsnit af vores samlinger her. Vi føler det lidt som at have fået en stjerne i kunstens michelinguide.